Hillerøds nye magasin om hus og have nu på gaden
I første udgave af Hillerøds nye lokale magasin, Mostrup - De 4 Årstider, kan du blandt andet komme på besøg hos Jan Swyrtz fra Luksusfælden, få gode råd til at udnytte haven hele sommeren og læse om Hillerøds bedste chokoladeforretning.
Mostrup - De 4 Årstider er et lokalt magasin, som beskæftiger sig med relevante temaer inden for Hus og Have, krydret med inspiration til madlavningen og fritiden. Ambitionen er at udgive et landsdækkende gratismagasin, som samtidig er relevant og nærværende for modtagerne i hver enkelt kommune. Det første nummer i Hillerød Kommune omdeles til villaer og rækkehuse i uge 20-21.
I første udgave kan du blandt andet læse et interview med økonomieksperten Jan Swyrtz, kendt fra TV3’s Luksusfælden, og få et smugkig ind i hans hjem. Du kan også komme på besøg hos Chokolade Mageriet i Hillerød, hvor Dorte Madsen tager kunsten at lave chokolade alvorligt, samt læse, hvad Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen, vil bruge sommeren på i sin have.
Magasinet har derudover fokus på sommerens haveliv med en håndfuld artikler om, hvordan du kan få mere ud af haven, både som nyttehave og legeplads for børnene. Ligesom der er gode råd til pengepungen, mere specifikt hvordan du kan få statsstøtte til at skifte oliefyret ud med en mere miljøvenlig og rentabel varmekilde.
Mostrup - De 4 Årstider udgives af Eniro Danmark A/S, der også står bag bl.a. Mostrup Vejviser og www.krak.dk.
Fakta
• Mostrup – De 4 Årstider distribueres til alle villaer og rækkehuse i kommunen
• Magasinet udkommer i 12.100 eksemplarer i Hillerød Kommune
• Magasinet udkommer 4 gange om året i takt med årstiderne
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------
For mere information:
Kristoffer Apollo, redaktør, tlf. 88 38 38 00, mobil 27 90 31 02, mail: kap@eniro.dk. Billedmateriale kan rekvireres ved henvendelse.
Sidst opdateret:2010-05-19