Ny direktør skal vise vejen for Krak

Eniro Danmark har fået ny administrerende direktør. Den 1. februar satte Stefan Kercza sig i spidsen for de 350 medarbejdere i Danmark. Stefan Kercza har mere end 20 års ledererfaring fra telebranchen.

Den 1. februar fik Eniro Danmark ny administrerende direktør, da 46-årige Stefan Kercza tiltrådte som øverst ansvarlig for den danske del af Eniro.

Stefan Kercza skifter dermed en lang og succesfuld karriere i telebranchen ud med nye spændende udfordringer. De seneste 20 år har Stefan Kercza haft ledelsesansvar på forskellige niveauer i teleselskabet Sonofon (i dag kendt under navnet Telenor).

I en tid, hvor markedet for online søgetjenester, telefonbøger og mediebranchen i øvrigt oplever store og hurtige forandringer, skal Stefan Kercza nu bidrage med sine erfaringer fra en branche, der oplever mange af de samme udfordringer, som Eniro står overfor. Det bliver Stefan Kerczas opgave at skabe den nødvendige vækst og øget indtjening i Eniro, da Eniro har store ambitioner på det danske marked i de kommende år.

”Telebranchen er kendt for at være meget omskiftelig, og de mest succesfulde televirksomheder er dem, der forstår at forandre sig hurtigst i forhold til kundernes behov. Det er den samme situation, som Eniro Danmark og mediebranchen står overfor,” udtaler Stefan Kercza

De seneste to år har Stefan Kercza haft det øverste ansvar for et af de 11 områder i Indien, hvor Telenor har etableret sin seneste nye store satsning. I Indien byggede Stefan Kercza en organisation op fra 20 mand til afslutningsvis godt 1.300 medarbejdere, da han tog hjem til Danmark.

Udover sin store ledererfaring fra telebranchen har Stefan Kercza en MBA fra AVT.
Det er netop den store erfaring fra telebranchen med både ledelse, organisation samt salg og marketing, der gør Stefan Kercza til den helt rigtige mand for Eniro Danmark.

Stefan Kercza afløser Mattias Wedar, der fortsætter som administrerende direktør for Eniro Sverige.  

For yderligere information kontakt:
Lotte Wøldiche Præstgaard, Marketing- og kommunikationschef, tlf. 88 38 38 00

Om Eniro Danmark A/S

Eniro er den førende udbyder af telefonbøger og onlinesøgetjenester på det nordiske marked. Eniros søgetjenester forbinder købere og sælgere og gør det nemt at finde personer og firmaer ved at bruge Eniros online søgetjenester, telefonbøger samt oplysnings- og mobiltjenester.

Eniro har 4.400 ansatte i de nordiske lande samt i Polen. Eniro er noteret på OMX Nordic Exchange Stockholm siden 2000 og har hovedsæde i Stockholm.

Eniro Danmark er en af de førende medievirksomheder på det danske marked og udgiver blandt andet søgetjenesterne Krak.dk og Eniro.dk samt telefonbøgerne Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark er der omkring 350 ansatte. I 2008, 2009 og 2010 blev Eniro Danmark kåret som en af Danmarks bedste arbejdspladser i konkurrencen Great Place To Work. Læs mere på www.eniro.com


Sidst opdateret:2011-03-01

Gå til vores services

Lande